Månedens Forsker Anders Engberg-Pedersen

I filosofien udviklede Immanuel Kant først taktbegrebet til at beskrive en særlig måde at tænke på, og det blev siden overtaget af Carl von Clausewitz. For ham betegnede det evnen til, i en kompleks og uoverskuelig situation som en krig, at træffe den rigtige beslutning uden nødvendigvis at kunne begrunde det rationelt.

Altså en slags mental ’fingerspitzgefühl’, baseret på tidligere erfaringer, intuition og kropslig viden. 

Samtidig blev den musikalske takt taget op i litteraturen, blandt andet hos E.T.A. Hoffmann, som i begyndelsen af 1800-tallet skrev et skrækscenarie om musikalske robotter, hvis mekanisk udførte musik i sidste ende rokkede ved forestillingen om, at musikere af kød og blod besidder en mere menneskelig og intuitiv musikalsk dømmekraft. Måske var mennesket og robotten ikke til at skelne fra hinanden. 

Projektet bragte mig til en bredere idéhistorisk interesse i, hvordan begreber vandrer mellem felter og får ny betydning i nye kontekster. Det er blevet et gennemgående tema i min forskning – særligt hvordan kultur, krig og videnskab er flettet sammen på ofte overraskende, men betydningsfulde måder.

Dette forskningsspor førte jeg videre i to projekter - The Aesthetics of War og The Aesthetics of Late Modern War - som jeg i årene 2017 til 2022 fik mulighed for at gennemføre med støtte fra Carlsbergfondet og VELUX Fonden.

Jeg var i mellemtiden blevet ansat som først lektor og siden professor i Litteraturvidenskab på Syddansk Universitet. Det betød, at jeg fik mulighed for at samle et stærkt hold af forskere til at undersøge, hvordan æstetiske begreber og praksisser former den måde, hvorpå krig bliver tænkt, planlagt og udført. 

Vi lavede blandt andet omfattede analyser af militære simulationer, krigsspil og fiktive scenarier, og vi undersøgte, hvordan militære institutioner bruger æstetiske kategorier som kreativitet, intuition og endda kunstnerisk genialitet i deres beskrivelser af militære operationer.

Senest har jeg undersøgt en tekstgenre, som jeg har kaldt den nationale sikkerhedsroman – en blandingsform af, på den ene side, den skønlitterære roman med alle dens æstetiske virkemidler og, på den anden side, strategiske militære sikkerhedsscenarier. 

Disse sikkerhedsromaner skrives af personer tæt på forsvar og sikkerhedspolitik, og de bliver læst af beslutningstagere, som bruger dem til at tænke i fremtidige trusler og konfliktbilleder. Det er en genre, der slører grænserne mellem fiktion og virkelighed, og som har fået stor gennemslagskraft i både USA og Europa, herunder i Danmark. 

Min interesse for krig, kultur og æstetik er også kommet til udtryk i projektet Martial Theory: How French Thought Went to War støttet af Carlsbergfondet. Her er jeg i færd med at undersøge, hvordan franske filosoffer i 1970’erne – heriblandt Michel Foucault og Gilles Deleuze – blev draget af militærteorien og overtog og omformede en række militære begreber i deres egen tænkning.

Det er fascinerende at følge, hvordan et begrebsapparat skabt til at forstå krig bliver anvendt på sociale, politiske og filosofiske forhold - og hvad der sker, når selve tænkningen bliver militariseret.

Jeg har dog måtte sætte skriveriet lidt på pause, da jeg undervejs fik mulighed for at blive leder af Nordic Humanities Center, som jeg selv havde været med til at etablere.

Centeret er et meget ambitiøst initiativ støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond, hvor vi frikøber forskere fra en række humanistiske discipliner og lader dem arbejde sammen om samfundsrelevante problemstillinger. Formålet er både at fremme humanvidenskaberne og styrke dens betydning for samfundet.

Formidling spiller derfor en væsentlig rolle i mit forskerliv for tiden. Lige nu er jeg i gang med at lave en serie af små bøger, podcasts og events med deltagelse af forskerne fra Nordic Humanities Center og forskellige samfundsaktører. Serien hedder ’Udfordringer’ og bringer humanistiske perspektiver på de større, aktuelle samfundsudfordringer, som forskerne arbejder med – for eksempel grøn vækst, rewilding, krig og polarisering.

Med indsigter fra blandt andet filosofi, litteraturvidenskab, historie og sprogvidenskab leverer bøgerne en historisk dybde, analytisk skarphed og en række forestillingsmuligheder, som sætter nogle nye koordinater for samfundsdebatten. Og så bliver de spændende! Adskillige bøger er allerede i proces, og jeg glæder mig meget til, at vi går i luften med et par udgivelser, podcasts og events i begyndelsen af det nye år.

I ledige stunder, som regel sent om aftenen, skriver jeg også på en slags alternativ litteraturhistorie, som jeg kalder ’den betændte kanon.’ Jeg undersøger herigennem, hvad man lidt populært kunne kalde litteraturens brillante slyngler.

Mange af de fremmeste forfattere og mesterværker i verdenslitteraturhistorien er nemlig moralsk kontroversielle eller direkte ideologisk forkastelige. Men hvem er de, og hvordan bør vi i dag forholde os til dem? Jeg håber at kunne bidrage med et mere reflekteret perspektiv end de ofte meget hidsige og polariserende indlæg, der har domineret debatten i de senere år. 

Når man tænker på, hvor vanskeligt det er først at få og derefter at have en forskningskarriere, føler jeg mig i dag ekstremt heldig. Det meste er lykkedes, sådan nogenlunde i hvert fald.

Men et forskerliv er også gennemhullet af et væld af større eller mindre nederlag, som vi har det med at tale mindre om. Et dårligt review, et afslag på en fondsansøgning, en artikel man bokser med og ikke kan få hold på. Man kan være sikker på, at der altid venter et Waterloo lige rundt om hjørnet. 

Jeg har været ude for det meste, men så er det bare op på hesten igen. En generel udfordring er også den, som mange seniorforskere oplever: at man får mindre og mindre tid til selvstændig forskning i takt med, at man bliver forskningsleder. Forskningsmidler gives oftest til store projekter med mange ph.d.’er og postdocs, som skal aflønnes. Manglen på midler til lederen af projektet betyder så, at man forvandles fra forsker til manager. 

En anden særlig udfordring ved at være humanist i Danmark er endvidere, at humanvidenskaberne i mange år har været under massivt pres. I både USA og Tyskland oplevede jeg det anderledes - dengang i hvert fald. Der stod en stor respekt om og anerkendelse af alle de humanistiske videnskaber.

Da jeg vendte hjem til Danmark, oplevede jeg derimod en næsten fjendtlig stemning over for humaniora. Den oplevelse blev startskuddet til mit eget engagement i at styrke humanioras synlighed og betydning.