Månedens Forsker Rebecca Adler-Nissen

Rebecca Adler-Nissens interesse for international politik førte ind i diplomatiets digitale maskinrum. Månedens Forsker #4 2021.

Publiceret:

28.04.2021

Rebecca Adler-Nissen valgte at blive forsker på universitetet, fordi hun her finder frihed til at fordybe sig i vigtige grundvidenskabelige problemstillinger uden at skulle jagte et bestemt resultat. Og så mener hun, at det er en del af jobbeskrivelsen som forsker i misinformation på nettet at prøve at nå at svare på borgerhenvendelser – også selvom de er meget kritiske.

Jeg valgte at blive forsker på universitetet på grund af den frihed, der følger med. For mig er forskningsfriheden det, der gør universitetet til et helt særligt sted, som adskiller sig fra andre arbejdspladser. Man kan jo også forske i den private sektor, hvor der ligesom på universitetet gives rum til at være kreativ og skabe resultater af stor betydning for samfundet. Men ingen andre steder end på universitetet er der mulighed for at bedrive videnskab, uden at det skal generere et umiddelbart afkast.

Her kan man gå på opdagelse alene drevet af nysgerrighed og ønsket om at skabe en dybere forståelse af verdens beskaffenhed. Man skal eksempelvis ikke opgive et emne, fordi det ikke kan give penge i kassen. Det er helt unikt og noget, vi virkelig skal værne om.

Hvor stort et problem har misinformation været under corona?

Ingen andre steder end på universitetet er der mulighed for at bedrive videnskab, uden at det skal generere et umiddelbart afkast.
Rebecca Adler-Nissen

Nysgerrigheden og lysten til at gøre en forskel har drevet mig inden for alle de områder, jeg har arbejdet med indtil videre. Jeg begyndte med at være meget optaget af international politik, og det er jeg stadig, selvom jeg har udvidet mine forskningsemner til også at omfatte blandt andet digitale teknologiers betydning for samfundet og misinformation på nettet og sociale medier.

I mit speciale, som jeg skrev på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, arbejdede min specialemakker Rasmus Vanggaard Knudsen og jeg med et så grundvidenskabeligt emne som en demokratiteoretisk, hermeneutisk fortolkning af EU's forfatningstraktat. Formålet var at udvikle en teori, så vi kunne forstå traktaten som en forhandlet tekst fyldt med modsætningsfyldte demokrati-visioner for EU. Specialet gav os på den ene side universitetets guldmedalje og blev udgivet. Og på den anden side førte det til mit første job i Dansk Industri. Jeg har derfor aldrig oplevet, at springet mellem grundvidenskab og anvendt videnskab skulle være så stort i praksis, som mange taler om.

I min studietid havde jeg bl.a. ophold i Paris og Firenze. Det var også i Firenze, at jeg skrev dele af min ph.d.-afhandling. Den handlede om diplomati med afsæt i de danske og britiske EU-forbehold. Da jeg skrev den, var nationale forbehold ikke særlig højt på dagsordenen, men emnet blev pludselig eksplosivt og kulminerede med folkeafstemningen herhjemme og senest Brexit.

Jeg har aldrig oplevet, at springet mellem grundvidenskab og anvendt videnskab skulle være så stort i praksis, som mange taler om.
Rebecca Adler-Nissen

Efter mit ph.d.-forløb valgte jeg at arbejde en periode i Udenrigsministeriet. Det er jeg utrolig glad for i dag, hvor jeg stadig trækker på den viden og de kontakter, jeg fik her. Jeg var ansat i ministeriets Europapolitiske kontor, hvor vores team bl.a. havde ansvar for at forberede statsministerens møder i Bruxelles samt for en række bilaterale relationer. EU er et fantastisk spændende politisk laboratorium, som der projiceres både dystopier til utopier ind i.

I 2016 - efter at være kommet tilbage til forskningen fra ministeriet - søgte og fik jeg en bevilling fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC), som jeg stadig bruger på at undersøge internationalt diplomati i en digital tidsalder. Det emne har nu forgrenet sig i flere nye projekter og omfatter efterhånden 14 personer på Institut for Statskundskab og Copenhagen Center for Social Data Science (SODAS). Især vores forskning i digitale informationsstrømme, mekanismerne bag og konsekvenserne for vores demokratiske samfund og globale orden er jeg meget optaget af. Lige i øjeblikket bruger jeg også en del tid på sammen med mine kolleger på HOPE-projektet at undersøge og bearbejde data om borgernes adfærd og reaktioner på corona-restriktionerne både her i Danmark og internationalt.

Jeg føler mig meget privilegeret over at være en del af Københavns Universitets forskningsmiljø inden for international politik. Det er et af de bedste steder at være ansat i Europa og måske i verden, hvis du spørger mig.

Jeg kan dog godt blive bekymret for den stigende centralisering af forskningsmidlerne og dermed magten, der generelt præger universiteterne i disse år. Jeg mener, at jo mindre hierarki, vi kan have på universitetet, jo bedre. Måske er det særligt vigtigt inden for samfundsvidenskab og humaniora, hvor vi ikke nødvendigvis har brug for store laboratorier.

Jeg forsøger selv i mine projekter at arbejde med så fladt et hierarki som overhovedet muligt. Og jeg er meget bevidst om at forvalte det ansvar, der følger af at være den, der skal fordele og sende midlerne videre til yngre forskere på vej frem i karrieren. De skal nemlig også mærke, hvad forskningsfrihed er. Det er vigtigt, at vi får skabt rum for, at de selv kan være med til at vælge, hvad de vil forske i og hvordan.

Jeg var selv en af de sidste, der fik mulighed for som ung forsker at drive og gennemføre mit eget adjunktur. I dag er det jo nærmest umuligt at skaffe et individuelt postdoc-stipendium, hvis man lige ser bort fra Carlsbergfondets postdoc-bevillinger til forskere, som har mulighed for at rejse ud i verden. Jeg kan godt være bekymret for konsekvensen af, at man har fjernet de individuelle postdoc-stipendier, for det er et kritisk tidspunkt i de yngre forskeres karriere. Desuden kan det blive et problem for hele det videnskabelige kredsløb, for kreativiteten og den kvalificerede udfordring af det bestående skal jo komme et sted fra, når nye generationer skal tage over.

Jeg har aldrig selv følt min frihed sat under pres, selvom jeg stort set kun har kastet mig over sprængfarlige emner. Men når man arbejder med emner som europæisk og international politik, diplomati og misinformation på nettet, er det uundgåeligt, at mange mennesker har en holdning til det, man forsker i. Og man hører jo typisk fra folk, som ikke er enige i ens observationer og resultater.  

Jeg har ikke fået mange trusler, men dog nogle. Jeg har i det store og hele valgt at affinde mig med det og har nok en ret høj tærskel for, hvad jeg kan leve med. Derimod forsøger jeg at nå at svare på folks henvendelser, da jeg anser det for at være en del af min formidlingsforpligtelse at indgå i dialog. Man kan sige, at det til en vis grad er en del af jobbeskrivelsen, når man arbejder med de emner, som jeg har valgt.

Jeg forsøger selv i mine projekter at arbejde med så fladt et hierarki som overhovedet muligt.
Rebecca Adler-Nissen

At være kvinde i forskningsverdenen har ikke umiddelbart voldt mig udfordringer. Men statistikken taler jo sit tydelige sprog om, at kvinder falder fra, jo længere mod toppen man kigger. Vi er heldigvis godt i gang med at finde ud af hvorfor. Og vi ved nu, at der er en række strukturelle forhold fra barselsregler til usagte sociale koder, som får kvinderne til at forsvinde.

Jeg er dog nok af den opfattelse, at det ikke er nok at kigge på kønnets betydning. For hvad betyder eksempelvis klasse for ens mulighed på universitetet? Eller hvad med personlighed? Måske går der også dygtige forskere tabt, fordi de er for beskedne til at vise deres værd på den ”rigtige” måde i en verden, der favoriserer dem, der sælger sig selv?

Store øjeblikke i min tid som forsker har der været nogle stykker af. Senest har vi siddet med et kæmpestort materiale i form af feltnoter, tweets, Facebook-opdateringer og interviews med diplomater i corona-tiden. For at kunne fange det voldsomme skift fra fysiske forhandlinger i hovedstæderne med håndtryk og korridorsamtaler til rene videomøder havde vi brug for et begreb, der kunne indfange essensen af det. Pludselig faldt vi over den østrigske sociolog Karin Knorr Cetinas teori om ”the synthetic situation”, som hun anvender til at beskrive finansielle ’tradere’, som nærmest er klistret sammen med deres skærme, når de skal handle på de finansielle markeder.

Det var sådan et HEUREKA-øjeblik, hvor alt faldt på plads. Det kræver dog ofte tid, blod, sved og tårer at nå til sådan et AHA-punkt.

Forskning er bedst, når den er agnostisk og ikke-konserverende. Den skal konstant udfordre virkeligheden, som vi tror, vi kender den.
Rebecca Adler-Nissen

Mit ønske for fremtiden er, at vi får skubbet mere på de faggrænser, der opdeler vores forskningsfelter. Der er meget indflydelse og status forbundet med at dominere et forskningsfelt. Men bagsiden er, at der også kan gå meget tabt, hvis man ikke tør lade sig udfordre af andre tilgange og anskuelser end dem, man selv står for. Forskning er bedst, når den er agnostisk og ikke-konserverende. Den skal konstant udfordre virkeligheden, som vi tror, vi kender den.

Og så håber jeg snart at komme videre med en ny bog om digitalt diplomati, som jeg skriver sammen med min kollega Kristin Eggeling. Den glæder jeg mig meget til at få tid til at skrive.

PODCAST: Hvordan udbredes og begrænses misinformation under corona-krisen?

Professor Rebecca Adler-Nissen giver indblik i, hvordan hun undersøger udbredelsen af misinformation under corona i et internationalt og dansk perspektiv. I regi af HOPE-projektet forsker hun i, hvor konspirationsteorier lever og spredes, samt i hvilke midler, der kan bremse udbredelsen af misinformation under Covid-19. Bliv desuden klogere på projektets kobling af forskellige typer af data og techgiganternes magt i kampen mod misinformation. Journalist Nynne Bjerre Christensen er vært.
00.00
00.00

Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet

Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.