Canadiske hvidhvaler ikke påvirket af århundreders inuit-fangst
En flok hvidhvaler, der svømmer i arktiske farvande. Foto: Carsten Egevang
Siden de canadiske inuit indvandrede til Mackenzie-deltaet i det nordvestlige Canada for godt 1000 år siden, har befolkningen været dybt afhængig af fangst af hvidhvaler. Nu kan et danskledet forskningsprojekt konkludere, at den omfattende fangst ikke har forårsaget ændringer i hverken den genetiske diversitet eller i bestandsstrukturen op gennem perioden. Studiet har været støttet af Carlsbergfondet.
Et internationalt forskerhold ledet af blandt andre professor Eline Lorenzen fra Globe Institute på Københavns Universitet har undersøgt canadiske hvidhvalers genetiske karakteristika over en 700 år lang periode. Formålet har været at finde ud af, om den fangst af hvidhvaler, som inuvialuit-befolkningen - inuit i det nordvestlige Canada - har praktiseret gennem århundreder, har været bæredygtig i et langt historisk perspektiv.
Siden inuvialuit indvandrede til Mackenzie-deltaet, er hvidhvaler nemlig blevet fanget i stort antal i området. Fangsten har været så givtig, at inuvialuit-bosættelserne ved Mackenzie-deltaets udmunding i det 19. århundrede var blandt de største i hele det canadisk-arktiske område.
Ved den årlige sensommerjagt brugte inuvialuit-fangerne en traditionel drivejagt. Det var en intensiv jagtmetode udført af snesevis af mænd i kajak, der dannede en linje og drev hvidhvalerne ind i lavvandet, hvor de kunne harpuneres og lanceres. Baseret på historiske kilder anslås det, at hundredvis af hvidhvaler på denne måde blev indfanget årligt.
Man har imidlertid ikke vidst, hvordan den intensive fangst har påvirket hvidhvalbestanden. Det har derfor været nærliggende at undersøge fangstens betydning for hvalernes genetiske udvikling og profil - og dermed bestandens tilstand generelt.
Stabil genetisk profil igennem 700 år
Nu kan forskerholdet med Eline Lorenzen i spidsen slå fast, at der ingen ændringer er i den genetiske diversitet eller i bestandsstrukturen op gennem perioden.
Forskerne er nået frem til resultatet ved at analysere knogler fra hvidhvaler indsamlet på arkæologiske bopladser i Mackenzie-deltaet. Konkret har de integreret palæogenomik, genetiske simuleringer og stabil isotopanalyse af 45 zooarkæologiske rester fra hvidhval. Resultaterne er sammenlignet med nutidige data fra vævsprøver fra hvidhvaler indfanget af inuvialuit-fangere.
"Vores resultater tyder på, at inuvialuits fangst har haft en ubetydelig indvirkning på den genetiske mangfoldighed af hvidhvaler i Mackenzie-deltaet”, siger Eline Lorenzen, der sammen med sine forskerkolleger netop har publiceret resultaterne i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS). Studiet har været støttet af Carlsbergfondet igennem et Distinguished Associate Professor Fellowship.
Malet træplade, der forestiller en gruppe inuvialuit-jægere i kajakker, som forfølger en flok hvidhvaler. Tegnet for og indsamlet af Roderick MacFarlane (Hudson Bay Company) til Smithsonian Institution ca. 1863. Foto: S. Loring
Knogler fra hvidhval på stranden ved Inuvialuit-landsbyen Kuukpak vidner om hundreder af års fangst. Foto: Max Friesen
En flok hvidhvaler, der svømmer i arktiske farvande. Foto: Carsten Egevang
En mand i kajak, der trækker en flok hvidhvaler hjem. Tegning af Noulloumallok-Innonarana, indsamlet af Petitot i 1865.
Fangsten har ændret sig igennem tiden
Som en del af undersøgelserne brugte forskerne DNA til at bestemme hvidhvalernes køn. Og de fandt bemærkelsesværdige forskelle i de fangede hvalers kønsfordeling over tid, hvilket kan tyde på ændringer i fangernes fangstmetoder og ressourceanvendelse. De stabile isotopdata viste samtidige ændringer i fourageringsøkologien for hun- og han-hvidhvaler, hvilket kan tyde på ændringer i hvidhvalernes adfærd eller i de regionale økosystemer.
Koblet med de genetiske kønsbestemmelser indikerer resultaterne, at fangerne igennem tiden løbende har været i stand til at tilpasse deres fangstmetoder og ressourceanvendelse til ændringer i miljøet.
Eline Lorenzen siger:
"Ved at sammenholde de genetiske kønsdata med data om de enkelte hvalers fourageringsøkologi understreger vores undersøgelse anvendeligheden af at kombinere molekylære data fra individuelle zooarkæologiske fund. Det har givet os en langt mere indgående viden om inuvialuits fangstpraksis igennem tiden og om hvidhvalbestandens historiske ændringer over tid.”
Det netop offentliggjorte studie er det første, der har undersøgt den langsigtede bæredygtighed af traditionel hvalfangst.
”Det er væsentligt og relevant, fordi traditionel hvalfangst praktiseres flere steder i verden, hvor det fortsat er en vigtig del af befolkningers kultur og levevis”.
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.