Vores historie

Publiceret:

01.05.2024

Carlsbergfondets historie tager sin begyndelse i 1876, hvor brygger og stifter af Carlsberg J.C. Jacobsen ved et gavebrev donerede en mio. kr. som grundkapital til etablering af Carlsbergfondet. Siden har Carlsbergfondet haft som primært formål dels at sikre det langsigtede, engagerede ejerskab af Carlsberg A/S samt dels at uddele midler til de almennyttige formål, som er anført i Carlsbergfondets fundats, herunder midler til dansk grundforskning.

Den 25. september 1876 formulerede J.C. Jacobsen formelt statutterne for Carlsbergfondet og støbte dermed fundamentet for Danmarks første erhvervsdrivende fond. Samtidig bad han Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, der dengang som nu fungerede som et mødested for fremtrædende danske forskere, om at udpege ”fem professorer fra sin midte” til at udgøre fondets bestyrelse.

Seks år senere - i 1882 – skrev J.C. Jacobsen i sit testamente, at hele hans ejendom, herunder Gamle Carlsberg-bryggeriet, skulle overdrages til Carlsbergfondet efter hans død. Carlsbergfondet overtog bryggeriet den 1. oktober 1888 efter bryggerens død under en rejse til Rom i april året før. Hermed var Carlsbergfondet som erhvervsdrivende fond født, og lige siden er bryggerivirksomhed, samfundsengagement og støtte til videnskaben i Danmark gået hånd i hånd.

De Gyldne Ord

J.C. Jacobsens beslutning om at oprette Carlsbergfondet var både banebrydende og visionær. Hans tanke var, at Carlsbergfondet med fundament i videnskaben skulle værne om, at Carlsberg også efter hans død skulle stræbe efter at udvikle produktionen af øl ”til den størst mulige fuldkommenhed” og fremstille produkter af højeste kvalitet, som kunne ”stå som et mønster”. Som J.C. Jacobsen selv formulerede det i sit testamente:

"Ved Carlsberg Bryggeriernes Drift skal det være det stadige Formaal uden Hensyn til en øjeblikkelig Fordeel at udvikle Fabrikationen til den størst mulige Fuldkommenhed, saaledes at disse Bryggerier og deres Product altid kunne staae som et Mønster og ved deres Eksempel virke til, at Ølbrygningen heri Landet holdes paa et højt og hæderligt Standpunkt.”

Ordene er kendt som en del af Carlsbergs De Gyldne Ord, som den dag i dag ligger til grund for Carlsberg Groups ambitioner om at drive verdensomspændende bryggerivirksomhed med fokus på forskning, innovation og produkter af højeste kvalitet.

Fremtiden går gennem videnskaben

For J.C. Jacobsen var beslutningen om at overdrage ledelsen af Carlsberg til Carlsbergfondet helt naturlig.

Som brygger, privatperson og samfundsborger var han stærkt optaget af den blomstrende videnskab i hans samtid, og han opfattede med sine egne ord videnskabsmænd som ”De Fremmeste i Danmark”. 

Carlsbergfondet var eneejer af bryggeriet indtil 1970, hvor det blev fusioneret med Tuborg og overgik til at være et aktieselskab.

Carlsbergfondets stifter, J.C. Jacobsen. Malet af August Jerndorff i 1886.

 

 

Forhenværende forpersoner for Carlsbergfondet

Flemming Besenbacher (f. 1952- ). Professor, Aarhus Universitet. Medlem af Carlsbergfondets bestyrelse 2005 - 2021.

2012-2021

Povl Krogsgaard-Larsen (f. 1941- ). Farmaceut, professor, Københavns Universitet. Medlem af Carlsbergfondets bestyrelse 1993 – 2012.

2003-2012

Poul Christian Matthiessen (f. 1933- ). Økonom, professor, Københavns Universitet. Medlem af Carlsbergfondets bestyrelse 1989 – 2002.

1993-2003

Kristof Glamann (f. 1923-2013). Historiker, professor, Københavns Universitet. Medlem af Carlsbergfondets bestyrelse 1969 – 1993.

1976-1993

Franz Blatt (f. 1903-1979). Filolog, professor, Aarhus Universitet. Medlem af Carlsbergfondets bestyrelse 1957 – 1977.

1971-1976

Poul Brandt Rehberg (f. 1895-1989). Fysiolog, professor, Københavns Universitet. Medlem af Carlsbergfondets bestyrelse 1960 – 1971.

1969-1971

Stig Iuul (f. 1907-1969). Jurist, professor, Københavns Universitet. Medlem af Carlsbergfondets bestyrelse 1955 – 1969.

1963-1969

Børge Jessen (f. 1907-1993). Matematiker, professor, Københavns Universitet. Medlem af Carlsbergfondets bestyrelse 1950 – 1963.

1955-1963

Johannes Pedersen (f. 1883-1977). Teolog og filolog, professor, Københavns Universitet. Medlem af Carlsbergfondets bestyrelse 1926 – 1955.

1933-1955

Anders Bjørn Drachmann (f. 1860-1935). Filolog, professor, Københavns Universitet. Medlem af Carlsbergfondets bestyrelse 1913 – 1933.

1926-1933

Kristian Erslev (f. 1852-1932). Historiker, rigsarkivar, professor, Københavns Universitet. Medlem af Carlsbergfondets bestyrelse 1909 – 1926.

1913-1926

Sophus Mads Jørgensen (f. 1837-1914). Kemiker, professor, Københavns Universitet. Medlem af Carlsbergfondets bestyrelse 1885 – 1914.

1909-1913

Peter Edvard Holm (f. 1833-1915). Historiker, professor, rektor ved Københavns Universitet. Medlem af Carlsbergfondets bestyrelse 1876 – 1909.

1889-1909

Christen Thomsen Barfoed (f. 1815-1889). Farmaceut, kemiker, professor, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Medlem af Carlsbergfondets bestyrelse 1876 – 1889.

1886-1889

Johan Nicolai Madvig (f. 1804-1886). Filolog, professor, rektor ved Københavns Universitet. Medlem af Carlsbergfondets bestyrelse 1876 – 1886.

1876-1886