Skattepolitik
Publiceret:
01.05.2024
Carlsbergfondets skattepolitik gælder foruden Carlsbergfondet også Tuborgfondet, Carlsberg Laboratorium og Frederiksborg • Nationalhistorisk Museum.
Udbyttet fra Carlsbergfondets aktier i Carlsberg A/S anvendes af Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Tuborgfondet til hvert år at uddele flere hundrede millioner kroner til grundforskning, kultur, kunst og samfundsgavnlige formål samt til Carlsberg Laboratorium og til to internationalt anerkendte museer: Ny Carlsberg Glyptotek og Frederiksborg - Det Nationalhistoriske Museum.
I overensstemmelse med J.C. Jacobsens ’Gyldne Ord’ stræber Carlsbergfondet efter den højest mulige kvalitet i alt, hvad fondet gør. Det gælder også for driften af Carlsberg Group, hvor man aldrig kun skal have fokus på forretningen her og nu, men også have fremtiden for øje. Denne ambition har sikret, at fondet i dag fortsat har en bestemmende aktiepost i en af verdens største bryggerikoncerner.
Carlsbergfondet ønsker at udøve god fondsledelse efter principper, der sikrer størst mulig professionalisme, åbenhed og transparens, hvad angår fondets ledelse og beslutninger, herunder skat.
Skatteindtægter er afgørende for et velfungerende samfund og udgør en vigtig byggesten og finansieringskilde i forbindelse med FN’s Verdensmål for Bæredygtig Udvikling, der har fokus på at forbedre velfærd, retfærdighed, uddannelse, beredskab, sundhed samt miljø- og klimabeskyttelse i udviklede lande og udviklingslande.
Internationalt har der været skærpet fokus på at forebygge aggressiv skatteplanlægning og på at opnå mere transparens på skatteområdet, hvilket har ført til en række vigtige internationale initiativer. Desuden har samfund og interessenter haft øget fokus på de skatter, som koncerner og fonde betaler. I dette dokument redegør Carlsbergfondet for sin skattepolitik.
Carlsbergfondets skattepolitik
Carlsbergfondets skattepolitik blev godkendt af fondets bestyrelse den 21. januar 2021. Skattepolitikken gælder for Carlsbergfondet, Tuborgfondet, Carlsberg Laboratorium og Frederiksborg • Nationalhistorisk Museum.
Bestyrelsen for Carlsberg Group har udarbejdet en separat skattepolitik for Carlsberg Group.