Prismodtager 2024 | Rubina Raja

Hvad forsker du i?

Jeg er uddannet klassisk arkæolog og forsker i antikkens kulturer, hvorledes de blev (gen-)opdaget, iscenesat og aktivt brugt i eftertidens samfund.

Siden 2015 har jeg ledet Danmarks Grundforskningsfonds Center of Excellence for Urban Network Evolutions, som beskæftiger sig med byer og deres netværk i et ’longue durée’-perspektiv fra det nordlige Europa til Afrikas østkyst. Min ekspertise i centeret ligger indenfor bykulturer i Middelhavsområdet og de tilstødende regioner – et emne som fangede min interesse, da jeg skrev ph.d.-afhandling ved University of Oxford.

Primært har jeg fire fokusområder: selvrepræsentation – især portrætkultur, byer og deres netværk fra antikken ind i den tidlige islamiske periode og tidlige Middelalder, arkæologiens historiografi, herunder arkivstudier, samt den aktive feltarkæologi. Disse forskningsstrenge er dybt forbundne, og mennesket og dets forhold til andre mennesker og omverdenen står i centrum af al min forskning. Den klassiske arkæologi er ikke en enstrenget stivnet disciplin, men indeholder en vifte af muligheder og nye veje. Det er på den ene side humaniora, når det er klassisk og grundforskning, men også humaniora, når det er mest innovativt og udfordrende.

Hvad er udfordringerne ved og perspektiverne for din forskning?

Udfordringer er der altid nok af – ellers ville det ikke være interessant. Store udfordringer er blandt andet det stigende pres på de danske universiteter.

En af de store forskningsmæssige udfordringer i arkæologien er både at kunne forstå detaljerne i vores hastigt voksende datasæt og samtidig kunne sammenligne og kontekstualisere disse på en meningsfyldt måde. På det område står vi i stigende grad overfor en udfordring, der indebærer ikke bare at løbe i retninger såsom digitalisering og kunstig intelligens, men at fylde de muligheder, som de byder på, med solidt indhold. Perspektiverne i min forskning er hårdtslående og store.

Et eksempel er den portrætforskning, som jeg har udført med et af mine forskerhold og kolleger de sidste ti år. Resultaterne fra det projekt vil ændre hele paradigmet for, hvordan vi skal forstå den romerske portrætkultur. Helt grundlæggende handler det om en omskrivning af en del af verdenshistorien – uanset hvor lille den ser ud udefra. Der er flere af den slags projekter, som jeg godt kunne tænke mig at realisere. Resultaterne vil kunne ændre den måde, vi udfører klassisk arkæologi på, samt hvordan vi bruger resultaterne bredt.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Min interesse for den klassiske arkæologi opstod igennem en nysgerrighed på kulturforståelse og kulturmøder og i endnu højere grad på gråzonerne imellem det, vi ofte klassificerer som forskellige kulturer.

Det var ikke en interesse, jeg nødvendigvis havde tænkt mig at gøre til mit studie. Jeg er matematisk student, og det var først efter min studentereksamen - og i den tid jeg tog mig bagefter til at tænke over, hvad jeg ville studere - at jeg så at sige faldt over den klassiske arkæologi. Og den tog mig på en rejse, som involverede studier også udenfor Danmark, herunder i Rom og Hamborg, på Oxford og senere på feltarbejder i flere lande i Middelhavsområdet.

Jeg er derfor også en stor tilhænger af den Humboldtske universitetstradition, hvor der gives plads til at studere bredt. Den klassiske arkæologi er et godt eksempel: man skal have et godt greb om mange sprog – både antikke og moderne. Og man skal have en dyb kulturhistorisk forståelse, som også skal være bredere end blot begrænset til de græske og romerske kulturer.

Hvad er de største erkendelser eller opdagelser, du hidtil har gjort

En stor del af min forskning foregår i samarbejde med kolleger og ansatte i mine forskellige forskningsprojekter. Det er i disse samarbejder, at de største erkendelser og opdagelser har været mulige, fordi jeg har kunnet skalere projekter i forhold til de spørgsmål, jeg gerne har villet svare på.

Det betyder også, at mange af de vigtigste opdagelser helt naturligt er publiceret sammen med mine kolleger og dygtige juniorforskere. Det er ikke altid det, vi forbinder med den klassiske humaniora. Men det, vi har vist, er, at man ikke kan lave banebrydende forskning, som ændrer vores syn på selv små dele af verdenshistorien uden at indgå samarbejder – ofte langsigtede og tids- og ressourcekrævende samarbejder.

Et eksempel er den forskning, jeg har udført indenfor mine projekter, der har fokuseret på oasebyen Palmyra i Syrien. Her har vi kunnet påvise, at den arkæologiske evidens giver indblik i skelsættende verdenshistoriske begivenheder – såsom pludselig økonomisk nedgang og samfundsmæssig resiliens i krisetider, som historiske kilder ikke fortæller os noget om. De resultater kommer i fremtiden til at stille større krav til integrationen af kildegrupper i langt højere grad, end det hidtil har været tendensen indenfor antikforskningen.

Hvad betyder det for dig at modtage Carlsbergfondets Forskningspris?

Det er en uvurderlig anerkendelse for mig at modtage Carlsbergfondets Forskningspris. Det er en pris, som jeg ikke tror, at jeg ville have formået at få tildelt, hvis det danske fondslandskab ikke havde givet mig mulighed for at udføre både solo og kollaborativ forskning på topplan i flere år i træk. Så på mange måder tilkommer anerkendelsen ikke kun mig, men også mine samarbejdspartnere og ansatte og de fonde, der løbende har støttet mine forskningsidéer og min organisation for at give plads til solid og banebrydende humanistisk forskning.

Prisen cementerer, at humaniora i alle dets facetter – også den klassiske – fortjener og skal have opmærksomhed. Men også at det ofte kræver meget mere at skabe den opmærksomhed for humaniora, og at man skal gå længere for det som forsker. Så det er vidunderligt at have fået tildelt prisen og et stort ansvar at kunne være ambassadør for humaniora igennem Carlsbergfondets Forskningspris.