Indkaldelse af forslag til modtagere af Carlsbergfondets Forskningspriser 2024
Publiceret:
12.01.2024
Kontaktperson:
Arrangementskoordinator Fanan ImadCarlsbergfondet uddeler hvert år to forskningspriser til hhv. en naturvidenskabelig og en humanistisk/samfundsvidenskabelig forsker, der har bidraget afgørende til grundforskningen og nyder stor videnskabelig anerkendelse. Priserne er på hver 2 mio. kr. Heraf gives 1,5 mio. kr. til forskningsaktiviteter, mens 500.000 kr. gives som en hædersbevisning.
Fra i dag og frem til den 19. februar 2024 modtager Carlsbergfondet forslag til, hvem der skal modtage priserne i 2024.
Alle forslag vil blive vurderet af en priskomité bestående af forskere fra både ind- og udland. Komitéen vil på baggrund af vurderingen indstille to forskere til modtagelse af priserne til Carlsbergfondets bestyrelse.
Priserne vil blive overrakt den 4. september 2024 i forbindelse med Carlsbergfondets forskningsprisfest, der afholdes på Ny Carlsberg Glyptotek.
Vurderingskriterier
- Kandidater, uanset nationalitet, skal være aktive forskere og ansat ved et dansk universitet/en dansk forskningsinstitution eller være en aktiv dansk forsker bosat i udlandet.
- Kandidater skal have opnået fremragende videnskabelige resultater over en årrække, herunder bidraget til at ændre eller udfordre et videnskabeligt felt.
- Kandidater skal være en videnskabelig rollemodel for yngre forskere.
Krav til forslagsstiller
- Alle videnskabelige medarbejdere på mindst postdoc-niveau kan foreslå en kandidat.
- Kandidater, som tidligere har været stillet i forslag, kan foreslås igen.
- Det er ikke muligt at stille sig selv i forslag.
Formalia
Du indstiller dit forslag til kandidater til Carlsbergfondets Forskningspriser via vores elektroniske formular.
Vedhæft i forbindelse med dit kandidatforslag én samlet PDF med motivering (max 3 A4-sider eller 9.000 tegn) samt din kandidats CV og publikationsliste (seneste 5 år).
Alle kandidatforslag skal indsendes på engelsk.
Frist for at stille kandidater i forslag er 19. februar 2024.
Om Carlsbergfondets Forskningspriser
Carlsbergfondets Forskningspriser blev indstiftet i anledning af brygger J.C. Jacobsens 200-års fødselsdag i 2011.
Medlemmer af priskomitéen
- Prof. Mette Birkedal Bruun, Københavns Universitet (forperson)
- Prof. Gøsta Esping-Andersen, Universitat Pompeu Fabra, Barcelona
- Prof. Anja Groth, Københavns Universitet
- Prof. Peter Landrock, University of Cambridge
- Prof. Klaus Müller-Wille, Universität Zürich