Hans tilgang var statistisk-økonomisk, men hans engagement rakte videre end forskningen: Han sad i Dansk Kvindesamfunds bestyrelse, redigerede foreningens blad, 'Kvinden og Samfundet', og arbejdede målrettet for lovændringer, der kunne styrke kvinders rettigheder – længe før stemmeretten til Rigsdagen blev en realitet i 1915. Han opstillede også til Folketinget adskillige gange og blev valgt 1903-1909.

Hans tydelige tilslutning til kvindesagen havde sin pris. I 1893 måtte han se sig forbigået til en stilling som bureauchef i Rigsdagen, hvilket samtiden forbandt med hans støtte til kvinders valgret. Han tog dog afslaget som en anledning til at fordybe sig yderligere i sit forskningsprojekt om syerskernes vilkår.

Denne indsats så han som sit kald, og han håbede, at den på sigt ville give ham og hans medarbejdere i Dansk Kvindesamfund international anerkendelse. Sveistrups virke blev dermed et vigtigt bindeled mellem den akademiske udforskning af sociale forhold og den politiske kamp for ligestilling.

International anerkendelse opnåede han ikke, blandt andet fordi han publicerede på dansk, men hans forskning fik alligevel stor betydning som en tidlig empirisk analyse af løndannelse. Det hele begyndte, da han i begyndelsen af 1890’erne foreslog Dansk Kvindesamfund at gennemføre en undersøgelse af københavnske arbejdskvinders erhvervs- og livsforhold.

Foreningen, stiftet i 1871 for at fremme danske kvinders stilling i samfundet, var domineret af borgerskabets kvinder – og mænd – men viste også interesse for de voksende grupper af arbejdende kvinder, som var begyndt at organisere sig politisk.

Sveistrups undersøgelse byggede på omfattende indsamling af informationer direkte fra kvinderne selv. Han inddrog kvinder fra mange forskellige fag – industri, håndværk og hjemmearbejde. Den største gruppe var dog syerskerne, hvis arbejde ofte fandt sted i hjemmet på bestilling fra skræddere, skomagere, handskemagere, trikotagefabrikanter og andre tekstilvirksomheder. Gennem disse kvinder gav Sveistrups projekt et enestående indblik i arbejderkvinders hverdagsliv i København.

For at reducere omkostningerne blev undersøgelsen begrænset til kun at omhandle syerskerne. I alt blev omtrent 830 kvinder besøgt i deres hjem af Sveistrups kvindelige forskningsassistenter, der gennemførte interviewene ud fra et forberedt spørgeskema.

Materialet omfattede oplysninger om kvindernes alder, ægteskabelige status, arbejdstid, uddannelse, erhvervserfaring, helbred, gæld, udgifter, fritid – og ikke mindst, om kvinderne selv var tilfredse med deres liv. Alle oplysningerne blev nøje nedskrevet og efterfølgende bearbejdet statistisk.

Resultaterne tegnede et dystert billede. Kvinderne arbejdede ofte under dårlige vilkår med lange arbejdsdage og korte pauser, hvilket satte sig spor i deres helbred, der i forvejen var belastet af dårlige boligforhold og ringe ernæring. Lønnen var lav, ikke bare i forhold til mændenes, men også sammenlignet med andre kvindefag. Sveistrup konkluderede, at mange syersker var utilfredse med deres tilværelse, og at kun få havde håb om at kunne arbejde sig ud af fattigdom og dårligt helbred.

Sveistrup arbejdede med det, vi i dag ville kalde data. Hans metoder var nye, både hvad angår indsamling og bearbejdning af materialet. Han nøjedes ikke med at udgive sine resultater i bogform og i 'Nationaløkonomisk Tidsskrift', men brugte dem også aktivt i den offentlige debat. 

Som politiker og kvindesagsforkæmper talte han syerskernes sag, fremsatte krav om lovændringer og pegede på initiativer, der kunne sikre bedre arbejdsvilkår, højere løn og mere anstændige livsbetingelser for kvinderne. Dermed blev hans indsats et væsentligt bidrag til samtidens diskussioner om arbejdsmarkedspolitik, kvindesag og sociale forhold – og sikrede hans forskning både gennemslagskraft og varig betydning.

Kapitlet er skrevet af Dorthe Charkravarty.